Forside » Anbefalinger » Ulddragt

ULDDRAGT TIL BABY

Du kan her læse om de bedste ulddragter til baby. Jeg har testet ulddragter fra forskellige gode mærker og du kan herunder læse min anmeldelser og anbefalinger. Anmeldelserne er delt op i to kategorier, uld køredragter og uld heldragter.

Mine anmeldelse herunder er vurderet ud fra kvalitet både før og efter vask, pasform og pris.

TYK ULDDRAGT / KØREDRAGT

En uld køredragt er en tyk, blød ulddragt, som baby kan have på som overtøj i fx. autostolen. Mest brugt er ulddragten nok som yderste lag i barnevognen under dynen i efterår og vinterperioden. En uld køredragt er nødvendig at have på i barnevognen med mindre dit barn sover i en varm sovepose. Vi har testet 3 forskellige ulddragter i den tykke bløde kvalitet her.

ulddragt

Testvinder til nyfødt – så lækker blød ulddragt

Engels ulddragt er fantastisk. Så blød og lækker. Ulddragten har hætte og det er det, der adskiller den mest fra Joha’s ulddragter. Hætten kan skille vandene lidt. Personligt synes jeg at hætten er genial til de helt små, da de kan putte med hætten oppe i bæreselen, autostolen, barnevognen m.m. Når baby bliver større og nærmer sig str. 80/86, bliver de så meget mere mobile og bevidste at de ikke vil sove med hætten oppe og så ligger den lidt klumpet under hovedet. Så hvis ulddragten skal bruges til lur i barnevognen eller klapvognen, så vil jeg klart anbefale en Joha ulddragt fra str. 80 og op. Men Engels ulddragt er så lækre til de helt små og derfor testvinder for nyfødt og op til ca. 9-12 mdr.

ulddragt

Testvinder – fantastisk kvalitet

Joha er geniale til uldprodukter! Og deres soft wool ulddragter fejler heller ikke. Det er smørblødt og dejlig varmt for dit barn. En ulddragt er genial i bæreselen og til lur i barnevognen, hvis du ikke bruger en sovepose, men blot dyne.

Min to ældste børn sov i Johas ulddragter i barnevognen under dyne. De var altid dejlige varme selv gennem vinteren. Min to yngste har altid sovet i en sovepose i barnevognen og der bliver en ulddragt for varm. Vi har i stedet brugt en soft wool jakke eller striktrøje til de helt kolde vinterdage.

Denne ulddragt fra Joha lukkes med to lynlåse, hvilket gør den super nem at tage på barnet. Kvaliteten holder virkelig godt og kan nemt vasket på uldprogram. Mine ulddragter har sagtens kunne holde til flere børn. Bestemt et godt køb.

ulddragt

Bedst til prisen – samme lækre kvalitet

Denne ulddragt fra Joha er lavet i samme soft wool kvalitet som den med lynlås. Denne model har blot knapper i stedet og ribkant rund i halsen. Kvaliteten og anvendeligheden er den samme, men personligt synes jeg at modellen med lynlås er at foretrække, da det bare er så meget hurtigere at få baby klar til lur, når man ikke skal lukke knapper. Skulle også hilse fra manden min at lynlås er mere far-venligt 🙂 Det er detaljer og kan være uden betydning for dig. Du går i hvert fald aldrig galt i byen med uld fra Joha !

HELDRAGT I ULD

En heldragt i uld eller natdragt i uld er af en noget tyndere kvalitet end køredragterne. De er beregnet til inde brug og mange er glade for at bruge disse ulddragter som nattøj. Babyer ligger ikke altid stille under en dyne og en god natdragt i uld er derfor en god ide, så de ikke fryser. Jeg er en ægte uld-mor og mine børn har stort set uld på hver dag de fleste måneder om året. Jeg har derfor prøvet mange mærker gennem årerne. Mange uld produkter er skrøbelige overfor vask og jeg har mange gange stået med stampede og ubrugelige produkter efter vask. Jeg har derfor kun fremhævet de mærker, jeg har gode erfaringer med. Joha er det eneste mærke, der aldrig er stampet for mig – selv efter uheld og vask ved høje temperaturer bevarer det formen. Ingen reklame – bare ren anbefaling fra hjertet.

TESTVINDER – Bedst til prisen – høj kvalitet

Joha fortjener topanbefaling for deres uld kvaliteter. Jeg har både testet Johas uld/silke kvalitet og deres 100 % merino uld kvalitet. Jeg må sige, at jeg er overrasket over, hvor pænt det holder sig. Jeg har, efter uheld, vasket på 60 grader uden det forandrer kvaliteten. Derudover er Joha absolut det mest vaskede hos os, da mine børn næsten altid har det inderst, og det kan ikke ses. Det holder sig virkelig pænt. Pasformen er også god – rummelige modeller i alderssvarende størrelser. Det eneste minus ved Joha er deres farvevalg og prints, der ofte er helt off. Men hvis man holder sig til deres basis styles er farverne mere anvendelige. Men tænk hvor vildt et produkt de kunne have, hvis de optimerede på deres kollektionsprogram. Kvaliteterne har de i hvert fald styr på. 5 stjernet anbefaling !

69002369-14FE-4EB6-B42C-F893FF25C9E8

Super blød uld kvalitet

Engel er mest kendt for deres tykke ulddragter, men de har også andre lækre kvaliteter i deres sortiment. Jeg har her testet deres uld/silke kvalitet, som findes i både heldragt, body og bukser. Kvaliteten er lækker blød og kradser på ingen måde. Pasformen er tilpas rummelig og størrelsen alderssvarende. Engels heldragt er med fødder og det er jo et smagsspørgsmål om man er til det eller ej. Personligt kan jeg godt lide bukser med fødder men ikke heldragter.  Babyer hiver deres ben op under sig får nemt benene ud af dragten. Når det så er sagt, synes jeg faktisk denne dragt fra Engel bliver nemmere på end andre jeg har prøvet. Kvalitetsmæssigt skal man være opmærksom på at Engels uld ikke tåler så hård vask. Blødheden aftager lidt i vask og kvaliteten stamper nemt, hvis du ikke er forsigtig ved vask. Men bestemt et meget lækkert produkt.

DU VIL MÅSKE OGSÅ LÆSE…